Nye tider

Hvad gør en sen skilsmisse ved omgivelserne?

Af Kasper Wilton, instruktør

Da jeg var ung, var amerikanske Neil Simon den store samtidige komediedramatiker. Hans skuespil var både morsomme, pudsige, dybe og tankevækkende. Britiske Alan Ayckbourn fulgte med; men siden disse to har der på den front, der hedder ”moderne samtidskomedie”, været næsten tomt på de dramatiske hylder. Hvem er Bess Wohl? Et for os ukendt navn som vi her præsenterer for første gang i landet. Skuespillet Grand Horizons (Nye tider) blev bremset af corona, men har alligevel opnået opførelse i tre kontinenter: USA (med Tony-nominering), i Australien på flere scener, i Europa - hvor der dette forår venter yderligere opførelser - foruden nærværende på Folketeatret.

Hvorfor? Måske fordi hun i dette stykke (og i sine andre) rammer ind i tematikker der - med en slidt frase - er ”oppe i tiden”. Vi bliver ældre, og skilsmisseraten blandt de ældre er stigende – om end slet ikke alarmerende - hvis det da ER alarmerende? Og også det stilles der spørgsmål ved.

Og hvad gør en sen skilsmisse ved omgivelserne? Dette undersøges også. Som hos den svenske dramatiker Lars Norén rulles et familiemønster op, hvor evnen til at modtage kærlighed afhænger af i hvilken grad, man selv har fået den som barn. Da forældrene vil skilles, perspektiveres de voksne sønnernes liv. Er den ældste søn i sit ægteskab ved at gentage sine forældres mønster? Er den yngste søns kærlighedsløse liv et ekkokammer af den kærlighed, han ikke har mærket (og heller ikke har set sine forældre udvise overfor hinanden)? Heri er også en iagttagelse; man kan godt være elsket uden at vide det. En uregistreret kærlighed der tilsyneladende går begge veje børn og forældre i mellem: ”I er ligeglade, om vi er lykkelige – vi skal bare være der,” siger moderen til sin yngste søn. Som benægter. Måske det er lettere at give udtryk for kærlighed, når objektet for den ikke er i rummet.

Det er heller ikke tilfældigt, at de to udefrakommende ikke kan være i det rum, der hedder familien French. To korte visitter, henholdsvis nat og dag, og familien er igen overladt til sig selv og deres manglende udsyn. Grand Horizons er originaltitlen, der på originalsproget har en dobbelt betydning. Dels er det navnet på det sted, hvor de aldrene forældre er flyttet til, på det vi kalder deres ”gamle dage”, og dels er det muligheden i de ”Nye vidder” de – måske – griber til sidst.

Alle disse spørgsmål, iagttagelser, relationer har Bess Wohl spundet sammen i komediens fineste udtryk: Vi ler, fordi vi tilsyneladende ikke bliver klogere, og at vi ikke bliver det, er så sørgeligt, at det næsten kun er til at grine af.

Forældre er også bare mennesker

Af Julia Lahme, forfatter, etnolog og livsstilsekspert

Har alle ret til kærlighed, lidenskab og nysgerrighed? Eller når man på et tidspunkt til et sted, hvor man har opbrugt sin ret til at lede videre? Kan vi forvente af de ældre generationer, at de holder ud i kærlighedsløse ægteskaber for deres børns skyld, og hvornår er det for sent at kræve et godt liv?

Familieidealerne vil ingen ende tage, og vi lever i en tid, hvor vores forventninger til os selv muligvis kun overgås af vores forventninger til andre. Det er aldrig for sent at få en lykkelig barndom, har nogen sagt, men hvad sker der med alderdommen? Hvorfor tror generationer af voksne børn, at vi ved, hvad der er bedst for vores endnu mere voksne forældre?

Hvad ville du sige, hvis du fandt ud af, at dine aldrene forældre ville skilles, og at det første, din far tænker på at få med ud af ægteskabet, er den toaster, han alligevel ikke kan finde ud af at bruge? Jeg tror, de fleste af os ville sige nej tak, eller muligvis bare nej. Stritte imod. Forsøge at holde dem sammen, at tvinge dem til at komme i tanke om, at de jo har alt sammen – de har jo os! De fleste af os voksne børn har nemlig en forventning om, at vi kender vores forældre, at vi kender deres ægteskab, som de mere eller mindre tvangsindlagte observatører vi har været i årtier. Vi tror, vi ved, hvem der elsker toasteren, og hvordan de elsker hinanden og vi tror, vi ved, hvem de er – i hvert fald sammen – og måske endda hver for sig. At vores forældre også bare er mennesker, også har deres at slås med, også har indgået kompromisser, tvivlet, løget og fortrudt er noget af det sværeste for børn i alle aldre at indse: Forældrenes menneskelighed.

Vi ved intet om vores forældres kærlighedsliv
Vi ønsker os nemlig alle inderligt, at vi er børn af overmenneskers kærlighed, af forældres kærlighed, og at den kærlighed har overlevet både os, ture i Ikea og finanskriser. Vi læner os ind i forventningen om deres kærlighed, når vi skal bygge vores egne. I virkeligheden ved vi intet om andres kærlighed, deres liv sammen, eller deres forventninger til hinanden. Ikke engang når det parforhold, vi ser på, er vores forældres. Vi tror, vi har luret dem, men vi ved intet. Så når voksne børn i ”Nye tider” pludselig for alvor konfronteres med, at deres forældres ægteskab viser sig at være ikke bare dødt, men udsat for en langtrukken, tavs og uendeligt kedelig trummerum af uromantisk samvær, er det ikke bare en brat opvågnen, men en form for jordskælv, som børn og svigerbørn forsøger at lappe. Og selv med en parterapeut som svigerdatter er det ikke let.

Er spørgsmål om autonomi
Nye tider er en voksen kærlighedshistorie, men det er også en komedie, og for mig at se er den et indblik i, hvordan vi forventer, at vi skal opføre os, leve og agere mellem generationerne. For som historien folder sig ud, sniger der sig et spørgsmål om autonomi ind. For hvad stiller vi som voksne børn op, når vores (gamle) forældre insisterer på at leve deres helt egne liv – med eller uden toaster? Kan vi give dem den autonomi? Tør vi? Vi står splittede mellem det ansvar, vi føler, vi er nødt til at påtage os, og mellem de forventninger, vi synes, vi har ret til at have til vores overmenneskelige forældre. Måske har vi – selvom ingen af os tør sige det højt – en lille snert af en tendens til at tænke, at de der er endnu mere voksne end os selv ind i mellem også bliver lidt skøre… Svære at forstå, egoistiske og pludselig fokuserede på deres egne behov, mere end på vores fælles behov. Hensynet til de fælles familiebehov, som vores forældre har masseret ind i os, er vigtigere end vigtige. Familien! Den store fælles kærlighedsbeholder som udgangspunktet for alt.

En kløft fuld af løgne, forventninger og forestillinger
Så når man (måske) efterhånden, som man bliver ældre, ikke længere orker at tænke på alle andres bedste, på familiens bedste, men har brug for at indlede slutspurten mod de liv, man egentlig gerne ville have haft – også selvom man har brugt de sidste fyrre år på at fortælle sine børn, at de er de vigtigste i ens liv – så ligger man, præcis som man har redt. Midt i jordskælvet.
Og det er her, generationskløften springer frem af det jordskælv, vores hovedpersoners skilsmisseønske fremkalder. En kløft fuld af løgne, forventninger og forestillinger, glatten ud og fyrre års forsikringer om, at man er en lykkelig familie. Jeg tror, de fleste af os genkender noget, og samtidig messer vi til hinanden, at det aldrig nogensinde er for sent med noget. Det er aldrig for sent at blive sund, tage en uddannelse som keramiker eller rejse jorden rundt på knallert, fortæller vi hinanden. Men måske er det for sent at opdrage sine børn til at tro på det gode i forandringer og til at lære dem, at kærligheden er det største, der findes. Det er aldrig nogensinde for sent at huske, at man både kan være sig selv og del af en familie, at man både kan være nogens barn og voksen, og at forældre også bare er mennesker med alt det kaos, kærlighed og tvivl, der bor i det at være netop dét: menneske.

Skilsmisse i en høj alder

Stigningen i antallet af skilsmisser blandt danskere over 60 år har været støt stigende siden årtusindeskiftet. I de seneste 10 år er der sket en stigning på hele 29 procent i antallet af skilsmisser blandt ældre danskere over 60 år. I 2012 blev 721 par i Danmark, hvor begge var 60 år eller derover, skilt. I 2022 var dette tal 928. Det er oftest kvinden i et kvinde-mand-parforhold, der ønsker skilsmisse.

Eksperter mener, at stigningen skal ses i lyset af, at ældre ikke er, hvad de har været. I dag har ældre flere muligheder sent i livet end tidligere. De ældre er mere økonomisk ligestillede, og pensionisttilværelsen er ikke bare livets efterår, men en ny livsfase med nye muligheder. Derudover ligner moderne ældre i højere grad resten af samfundet og gør derfor som resten af samfundet gør – og det gælder altså også at vælge at lade sig skille. Nutidens ældre føler sig heller ikke nær så forpligtet af ægteskabet som tidligere. Det er en generation, der er blevet voksne i en tid, hvor skilsmisser ikke var noget særsyn, og de værdier bærer de med sig ind i den sidste tredjedel af deres liv.