Den poetiske raptus

Ludvig Holberg - liv og levned

Ludvig Holberg blev født i 1684 i Bergen, som dengang var en del af dobbeltmonarkiet Danmark-Norge. Frem til sin død den 28. januar 1754 slog han gennem sit alsidige værk og virke sig fast som en af Danmarks største kulturpersonligheder. Ludvig Holberg levede under enevælden, hvor Danmark var et standssamfund bestående af adelen, gejstligheden og borgerskabet. Bønderne var lavest i rangordenen og var underlagt de adelige godsejere. Det var et hierarkisk og rigidt samfund funderet på absolutistiske og kongetro forestillinger. Kirkens magt var altoverskyggende og hang uløseligt sammen med kongemagten og kongen, som på den tid betragtedes som guds udvalgte. Folket satte ikke spørgsmålstegn ved deres indplacering i rangordenen, for deres skæbne var givet på forhånd – samfundsstrukturen var givet af gud og stod ikke til diskussion. Enevældens befolkningsmæssige differentieringer og manglende oplysning afspejles eklatant i Holbergs virke. Hans forfatterskab udmærker sig blandt andet ved at skildre det samfund, han selv var en del af og opmærksom observatør af.

En række professorater

Ludvig Holberg kom til København i 1702 og allerede to år senere, i 1704, aflagde han filosofisk og teologisk eksamen ved Københavns Universitet. Sideløbende med disse studier læste han på egen hånd jura, sprog og historie. Holberg vendte tidligt blikket mod fjernere himmelstrøg og opholdt sig således fra 1706-08 i Oxford. Her fik han øjnene op for den moderne videnskab og vendte hjem med fornyet inspiration. Hans første bog blev udgivet i 1711. Værket Introduction til Europæiske Rigers Historie var den første dansksprogede verdenshistorie og var et udtryk for Holbergs store historiske interesse. I 1714 fik Holberg sin første, men absolut ikke sidste, professorstilling. Denne var som ekstraordinær og ulønnet professor i filosofi – Holberg var bare 30 år gammel. I 1717 blev han udnævnt til ordinær (og lønnet) professor i et fag, der bestemt ikke huede hans fornuftsprægede gemyt, nemlig metafysik. I disse år foretog han også en række rejser til blandt andet Frankrig og Italien. I Frankrig stiftede han bekendtskab med den enevældige kultur og adelens levevis, som dannede præcedens for de modeluner, der var begyndt at florere i Danmark blandt adelsfolk. I 1720 blev Ludvig Holberg udnævnt til professor i latin. Den stilling bestred han frem til 1730, hvor han tiltrådte sit professorat i historie. Ludvig Holbergs forfatterskab og universitetsembede var i udpræget grad mærket af en stærk intern relation. Holbergs poetiske heltedigt Peder Paars, som på mange måder markerer startskuddet for hans populære forfatterskab, har direkte udspring i den antikke tradition.

Peder Paars

Peder Paars udkom i årene 1719-20 og er et 6249 verselinjer langt digt om Peder Paars, der stævner ud med sin besætning fra Kalundborg med kurs mod Aarhus i håbet om at gense sin fæstemø. Heldet er mildest talt ikke med dem, og de forliser på Anholt, hvor de stifter bekendtskab med øens underfundige beboere. Da de endelig fortsætter rejsen mod Aarhus, falder styrmanden i søvn, og de ender – stik mod planerne – på Skagen. Historien slutter, da de meget forhutlede og næsten nøgne begiver sig mod Aarhus. Homers Illiaden og Odysseen er blandt de værker, som Peder Paars åbenlyst læner sig op ad. Men ikke blot er Holbergs historie om Peder Paars tematisk relateret til antikkens hovedværker, Peder Paars er også en satirisk kommentar til det antikke heltedigt og danner et nærmest komisk modsætningsforhold til indholdet om den klumsede søfarer. Historien om Peder Paars er karakteristisk for Ludvig Holbergs forfatterskab, idet historien vidner om en stor historisk litterær bevidsthed, en udpræget interesse for at afdække den danske folkesjæl (her ø-livet på Anholt) samt en unik evne til gennem spændingen mellem form og indhold at skabe et komisk univers. Denne evne kom tydeligst til udtryk i de komedier, Holberg skrev i årene 1720-26.

Det internationale gennembrud

Fra 1730, da Holberg tiltrådte professoratet i historie, skred hans forfatterskab ind i den historiske fase. Frem til sin død i 1754 skrev Holberg en række store historiske værker, og hans berømmelse blev ganske hurtigt stor herhjemme, ikke mindst på grund af komedierne. Holberg forsøgte allerede fra starten at afsætte sine komedier til udlandet, og i Tyskland spillede man flittigt komedierne i 1742 og 1743. Hans internationale anerkendelse kom med romanen Niels Klims underjordiske rejse, som i løbet af få år blev oversat til ni sprog. Holberg skrev oprindeligt bogen, som udkom i Leipzig i 1914, på latin, og han valgte at være anonym. I historien følger man Niels Klim, som efter at være faldet i et hul foretager en underjordisk rejse, hvor han under stor moro, skræk og fascination stifter bekendtskab med fremmede egne, skikke og normer. I årene fra midten af 1730’erne og frem til 1745 erhvervede Holberg godserne Brorup ved Slagelse og Tersløsegaard ved Sorø, som han senere testamenterede til Sorø Akademi. I 1747 fik han titlen baron. Ludvig Holberg døde den 28. januar 1754 og ligger begravet i Klosterkirken i Sorø.

 

Holberg og komedierne

Holberg er blevet kaldt den danske litteraturs fader, og det er ikke helt ved siden af. Hans forfatterskab rækker over flere tusind sider og dækker en mangfoldighed af genrer: Fra komedier over den satiriske rejseroman og epistler til historiske og juridiske værker – alle værker, der i dag kan læses og nydes, om end det er hans komedier, der i størst grad har bibeholdt deres popularitet. Holbergs komedieforfatterskab faldt i to perioder: Fra 1722 til1726 og igen omkring 1750, hvor han begyndte at skrive til det permanente teater (Den Danske Skueplads), der åbnede på Kongens Nytorv i 1748. I alt skrev Holberg 33 komedier, og 26 af dem i perioden 1722-1726. De første femten skrev han på halvandet år, og det er i dem, man finder den største originalitet. En sådan litterær kraftpræstation var kun mulig, fordi Holbergs komedier for en dels vedkommende er skrevet over samme genreskabelon, men det gør dem ikke mindre læseværdige.

Danmark var under den pietistiske kong Christian VI (1730-40) uden teater, hvilket forklarer, at Holberg i en årrække lagde komediegenren på hylden. Tilblivelsen af Holbergs komedier hang nemlig sammen med etableringen af teatret i Lille Grønnegade, som åbnede den 23. september 1722 med opførslen af det første dansksprogede skuespil, nemlig Molieres L’avare, hvis danske titel blev Comedie om Gamle Jens Gnier eller Pengepuger. To dage senere opførtes den første Holberg-komedie, Den Politiske Kandestøber. Man havde hidtil kun haft opførsler på fransk, som udelukkende tiltrak det fransktalende hof, og i planlægningen af et repertoire med danske skuespil skulle man derfor skabe skuespiltekster på dansk. Her blev Holberg en nøgleperson. I årene 1722-26 skrev han således en række af sine berømte komedier til det nyetablerede teater, og allerede inden udgangen af 1722 var fem af komedierne blevet opført under pseudonymet Hans Mikkelsen fra Kalundborg – side om side med danske oversættelser af Molière. I blandt disse komedier var Den Politiske Kandestøber, Jean de France, Jeppe på Bjerget og Den vægelsindede – alle komedier, som er blevet opført flittigt på diverse scener lige siden. Teatret i Grønnegade var, i de år det eksisterede, en succes, og hoffet samt det bedre borgerskab strømmede til.

Til gavn og fornøjelse

Hovedvægten i teatrets repertoire lå i komedierne – de var modsat de franske opførsler alment tilgængelige og blev meget populære. Holberg ville ”gavne og fornøje”, hvilket gør, at hans komedier – ud over at være sjove – også har et positivt moralsk budskab, der på ingen måde er forsøgt skjult. Dette budskab er typisk placeret hos en person, der ikke er synlig i handlingen, fordi han eller hun hverken er part i konflikten eller tager parti, men som kommer frem i slutscenen og formulerer komediens morale med en autoritet, der er ubestridelig. I modsætning til den moderate moralist er komediens hovedperson en antihelt, der ofte lider af tidstypisk mani, som forvrænger hans verdenssyn. Manien er altid skildret overdrevent, og komediens intrige handler om at få pillet antihelten ned fra sin selvbestaltede piedestal. Holberg hylder alt, der er moderat og fornuftsbetonet. En del af hans moraler er måske forældede i dag, men de giver et glimrende billede af Holbergs tid og af ham selv. Hvis man læser et større kvantum af Holbergs komedier, vil man opleve, at en del af personerne går igen i flere af værkerne. Dette giver en følelse af sitcom, hvor man møder de samme personer igen og igen i forskellige komiske situationer, og man opdager også Holbergs spændvidde. Han får berørt et utal af livets aspekter – fra komiske små situationer, alle kender, til de helt store spørgsmål om kærlighed, rettigheder og livssyn. Holberg var inspireret af den antikke komedie, af Molières franske karakterkomedie og af den italienske maskekomedie, oprindeligt inspireret af commedia dell’arte. Komedierne er klassicistisk opbyggede med moralske epiloger, der matcher enevældens verdensbillede. Men samtidig brugte Holberg ironien og de gryende oplysningstanker til at tage livtag på satiren og dermed presse nogle nye erkendelser frem i det danske enevældesamfund, som ikke bare var det nye versus det gamle, men viste paradokser og komplekse problemtyper frem i et format, der kunne tåle offentlighed.

Holbergs karakterer

Ligesom i den antikke komedie, Molières karakterkomedie og commedia dell’arte er Holbergs komedier hierarkisk opbygget. Hans persongalleri er også stærkt inspireret af førnævnte med en klassisk inddeling i fire kategorier:

1. De voksne (gamle), som ofte hedder Jeronimus og Magdelone
2. De unge, som tit hedder Leander og Leonora
3. En gruppe, der gerne vil være finere, end de er: Herman von Bremen (Den politiske kandestøber), Don Ranudo, Vielgeschrei (Den Stundesløse), Jean de France, Erasmus Montanus m.fl.
4. Tjenerne, hvor de vigtigste ofte hedder Henrik og Pernille. De er snusfornuftige, nede på jorden og snedige nok til at løbe om hjørner med deres herskaber

Mens Holberg altså lånte sine figurer, så gav han dem som regel et nyt navn. Flere af navnene ligger der sjove historier bag:

Don Ranudo (Don Ranudo): er en naragtig person; staves hans navn bagfra, får man: O, du nar!

Erasmus Montanus (Erasmus Montanus): er den latiniserede form af Rasmus Berg (Bjerg)

Jeronimus (flere komedier): er som type beslægtet med Pantalone i commedie dell’arte. Navnet stammer formentlig fra en oldkirkelig teolog

Leander (flere komedier): betyder løvemand (Leon-andros). Leander var en helt i den græske mytologi

Leonora (flere komedier): betyder ’lys’ eller ’den lysende’

Lucretia (Den Vægelsindede): var en dydig kvinde, som, ifølge den romerske mytologi, blev forført

Magdelone (flere komedier): er beslægtet med Magdalene, som kendes fra Bibelen

Rosiflengius (Det lykkelige skibbrud): er et navn Holberg selv har fundet på. Det betyder ’den der roser i flæng’

Stygotius (Jacob von Thyboe): en pedantisk magister, oprindelse ukendt