Hvad er TeaterAnmelderiet?
TeaterAnmelderiet er en danskfaglig konkurrence, hvor unge i gymnasierne og andre ungdomsuddannelser dyster i at anmelde en teaterforestilling – både i det klassiske (skriftlige) format og i et andet (remedieret) format, fx en podcast, en video, en tegning, en sang, en Tinderprofil eller noget helt sjette.
Eleverne får indsigt i scenekunsten, skriver og remedierer anmeldelser og eksperimenterer med formidlingsværktøjer på forskellige digitale platforme. Og vigtigst af alt: de deltager i kulturdebatten med en journalistisk, personlig og faglig stemme.
TeaterAnmelderiet er et samarbejde mellem Aarhus Teater Læring (ATL), DMJX (Danmarks Medie- og Journalisthøjskole), scenekunstportalen ISCENE og skoler på landets ungdomsuddannelser.
Når I er med i TeaterAnmelderiet følger alt dette med i pakken:
Introduktionskursus for dig som underviser med oplæg, praktiske øvelser på gulv og skriveøvelser. Kursusdagen afsluttes med spisning og teaterforestilling på Folketeatret.
En teaterforestilling på Folketeatret som hele klassen tager ind og ser sammen.
Undervisningsmaterialer til undervisning i anmelderi hjemme på skolerne.
Prisuddelingsevent på Folketeatret for klassevinderne.
Det koster 1000 kr. pr. lærer (inkl. introkursus, forplejning og teaterbillet til Stolt). Hertil køber I selv teaterbilletter til Præsten i Vejlby (75. kr. pr. person.)