Hvordan har det været at arbejde sammen?

Lone: Jeg blev spurgt af Folketeatret, om jeg kunne tænke mig at skrive tekster til en musikteaterforestilling, og så blev jeg peget hen mod dig, Katrine, som jeg faktisk selv havde givet udtryk for, at jeg gerne ville arbejde sammen med. Så jeg var meget taknemmelig, da Mette spurgte, om jeg ville samarbejde med dig.

Katrine: Jeg er jo kæmpe Lone Hørslev-fan og har især lyttet rigtig meget til den musik, som Lone har skrevet sammen med sangskriver Mads Mouritz. Jeres vinyl Blik, bang bang var faktisk den allerførste vinyl, jeg købte for mine egne penge, og den har jeg hørt igen og igen. Så da Folketeatrets direktør, Mette Wolf, spurgte mig, om jeg havde lyst til at skrive musik til Lones tekster, nåede jeg ikke engang at tænke over, at det så at sige kunne ende med en kæmpe maveplasker, før jeg allerede havde sagt ja. Og så var det bare kærlighed ved første strofe. Jeg har faktisk kaldt vores samarbejde ”provokerende nemt”.

Lone: Ja, det har næsten været uhyggeligt nemt at skrive sammen, men jeg havde faktisk lidt på fornemmelsen, at det ville blive sådan. Vi kendte jo ikke hinanden, men jeg var også virkelig vild med de ting, du havde lavet, og tænkte, at det ville blive et godt match. Det er jo sådan med samarbejder, at man prøver sig frem. Vi startede med at tale sammen for at lære hinanden at kende, og med det samme var der en masse, vi sagtens kunne blive enige om. Vi skulle jo spore os ind på, hvad STOLT skulle handle om og hvilke historier, vi havde lyst til at fortælle.

Katrine: Jeg husker første gang, du sendte mig en tekst – det var omkvædet til den sang, der hedder JEG VAR HER FØRST, hvor du skriver: ”unge og gamle og grimme kører rundt som agenter i deres egne små rørende fortællinger. Måske skal de simpelthen hjem.” Så satte jeg mig ved klaveret, og det var, som om tonerne bare strømmede ud til dine ord. Jeg husker tydeligt, da jeg skulle hjem og spille det for dig for allerførste gang. Jeg satte mig ved klaveret på din søns værelse, og da jeg spillede verset, blev du helt stille.

Lone: Ja, og så begyndte jeg at tude. Det var en mavepuster, men på den allerbedste måde.

Katrine: Ja, og så tænkte jeg: Okay, så kan vi godt. Herefter skulle vi egentlig holde sommerferie, men vi endte med at blive så begejstrede for at skrive sammen, at vi sendte sange og tekster frem og tilbage hele sommerferien.

Lone: Jeg sad i Grækenland med mine børn og måtte stå op kl. seks om morgenen for at kunne arbejde, før de stod op. Jeg kunne slet ikke lade være – det var så fedt.

Katrine: Vores proces har været sådan, at Lone sendte mig tekster, og så sendte jeg melodier tilbage samme dag eller dagen efter. Jeg havde følelsen af, at Lone kastede en bold, som jeg skulle gribe og skyde tilbage. Uanset om hun sad til middag hos nogen eller på en strand i Grækenland, ringede hun altid tilbage lige med det samme og sagde: ”Jeg elsker det.” Så vores proces har været meget lige til og uredigeret.

Lone: Lige præcis. Nogle gange måtte jeg rette teksterne lidt til, men Katrine tog virkelig også teksterne, som de var, og fik noget ud af dem. Det har været ret fantastisk for mig som forfatter at få teksterne tilbage i et genfortolket format. Jeg tænker selv mange af de her tekster som små noveller – små historier om forskellige mennesker, der har det på forskellige måder og lever forskellige liv. Mit udgangspunkt har været at kigge på Nicholas Nybros dragter og forestille mig, hvad det mon kunne være for en karakter, der gemmer sig inde i den her dragt. Hvad er det for en person, der ser sådan ud, og hvad er deres fortælling. Så jeg har siddet derhjemme og fundet på karakterer, der fortæller de her historier. Hele tiden har jeg kunnet arbejde videre med teksterne fortolket gennem Nicholas’ tøj – og så det tøj, Katrine på sin måde gav dem på gennem tonerne.

Hvordan balancerer I humor og alvor sangene?

Katrine: For mig har det været spændende med den humor, Lone har i sine tekster. Hun bruger humoren på en måde, så alvoren borer sig endnu dybere ind i hjertet, fordi man bliver afvæbnet. Og jeg tager faktisk sange med humor meget alvorligt og skriver måske en særlig følsomhed ind i den humor. Jeg tror, at kombinationen af følsomhed og humor er det, der kendetegner helhedsindtrykket. Man griner og bliver rørt på samme tid. Lone tør også være meget konkret i sine tekster – fx handler en af sangene om, at en person er bange for krig og oprustning osv., men i stedet køber en plante, man kan passe og sidde med som to tavse idioter. Det er jo sjovt, men også vildt alvorligt, trist, rørende og genkendeligt.

Lone: Jeg mener det som regel ret alvorligt, det jeg skriver, men nogle gange synes folk, det er sjovt, og det kommer ofte lidt bag på mig. Jeg elskede, at når jeg sendte tekster til Katrine, så forstod hun dem og formåede at skrive musik til dem, så jeg altid blev rørt. Og jeg synes også, at sange med gang i, som man kan danse til, kan være rørende.

Katrine: Lone har været god til at udfordre mig, så vi ikke endte med en forestilling kun bestående af ballader og rørende sange. Det har været skægt at få lov til at skrive en sang om at blive væk fra hinanden på Roskilde Festival eller en sang om bare at elske et godt tilbud. Vi har faktisk aldrig oplevet at stikke i hver sin retning. Vi har haft en intuitiv forståelse af, hvor tingene skulle hen. Det har været som at gå på opdagelse i en klæd-ud-kasse, og det har virkelig hjulpet meget, at vi gennem Nicholas’ dragter kunne forestille os, hvilke mennesker der kunne have det her tøj på. Det har taget mig nogle helt andre steder hen. Jeg er vant til at skrive højskolesange, men jeg har altid haft en lille poptøs inde i mig, der har brændt for at komme ud og her kunne jeg slippe min musikalske fantasi løs på en helt anden måde. Jeg elsker at bruge musikken som lim, der får dragter, tekster og melodier til at hænge sammen og blive til en sang.

Hvad håber I, publikum tager med hjem fra STOLT?

Katrine: Jeg håber, at publikum kan genkende sig selv eller andre og få et indblik i deres eget liv og de mennesker, de lever sammen med. I forestillingen kan man måske blive overrasket over at se nogle af sine egne skyggesider eller de ting, man er bange for. Det er en kærlighedserklæring til det hele menneske. Generelt tror jeg, at det, jeg har fået ud af arbejdet med STOLT, er en større omsorg for andre menneskers ønsker og drømme – også selvom de ikke er mine egne. Det har givet mig lyst til at blive ved med at være nysgerrig på andre mennesker. Jeg tror, at vi alle deler ønsket om ikke at føle os alene i verden. Og for at vi kan forbinde os med hinanden, må vi se hinanden, være nysgerrige på hinanden og omsorgsfulde over for hinanden.

Lone: Vi har prøvet at lave noget, der spejler Danmark i dag. Det, vi snakker om, det, vi foretager os, og den måde, vi er på lige nu. Så jeg håber, at publikum kan genkende sig selv, deres tid og deres land i de her sange og i forestillingen. Både lys og mørke, liv og død, land og by, ensomhed og fællesskab. Vi forsøger at spænde det hele ud mellem de store temaer, som vi alle har til fælles. For mig handler mange af teksterne om en længsel efter at høre til, om at være elsket og måske en fortvivlelse over ikke at finde fodfæste i denne svære verden og tid. Karaktererne i forestillingen får ligesom luft for den her fortvivlelse. Fællesskabet bliver vejen ud af ensomheden, og det går op for karaktererne undervejs. Det synes jeg er meget smukt.