Grublerier

Grublerier

En samtalerække om livets store og små spørgsmål

  • Spillested

    Folketeatret i København

  • Varighed

    Ca. 1 time og 15 minutter uden pause

  • Pris

    75 kr.

I den filosofiske samtalerække GRUBLERIER inviterer Folketeatret dig til en aften, hvor vi sætter tid af til at samtale og undre os på en måde, vores samtid sjældent giver plads til.
Det er uformelle aftener med plads til nysgerrighed og eftertanke, hvor vi mødes for at tale om livet og de spørgsmål, der fylder for mange af os.

Samtalerne ledes af filosof og kunsthistoriker Lukas Quist Lund og tager udgangspunkt i temaer som glæde, tro, omsorg og fællesskab. Du behøver ingen særlige forudsætninger for at deltage udover lysten til gode samtaler og en længsel efter at have tid til at tænke og filosofere. 

GRUBLERIER er ikke en paneldebat, men en åben og fælles samtale, der tager udgangspunkt i almindelige menneskers erfaringer og fælles undren. Du er velkommen til at bidrage, hvis du har lyst, og det er helt okay bare at lytte.

Arrangementet er for alle, der har lyst til at tænke højt sammen med andre. 

Scene: Snoreloftet

 

16. september kl. 19.00: At høre til
Hvad vil det egentlig sige at høre til? Som en del af en vennegruppe, i en familie, et fællesskab, et samfund – eller på en planet? Sammen undersøger vi længslen efter tilknytning og frygten for at stå udenfor. Hvornår føler vi os hjemme blandt andre mennesker – og kan man høre til flere steder på én gang? Hvad risikerer man ved at blive holdt ude eller gjort fremmed – og hvem bliver man så?

29. oktober kl. 19.00: Mod
Hvad er mod egentlig? Hvornår kræver livet mod, og hvilken slags mod har vi brug for i 2026? Vi taler om de små og store øjeblikke, hvor vi må tage chancer, sige sandheden eller ændre retning. Kan vi overhovedet være gode borgere uden mod?

23. november kl. 19.30: At lytte
Hvornår lytter vi egentlig, og hvornår venter vi blot på selv at få ordet? I en tid med mange stemmer og hurtige meninger, hvor vi hylder den talende og har indrettet et samfund efter at kunne “tage ordet”, undersøger vi potentialet i – og værdien af – at lytte. Hvad er forskellen på at høre og at lytte? Er det at lytte i 2026 en radikal handling?