Folketeatret.dk bruger cookies. Hvis du navigerer videre på sitet, accepterer du dette. Læs vores privatlivspolitik Læs mere
x
Kurv (0)

Velkommen til Maddiker

Bodil Jørgensen, Jannie Faurschou og Rikke Wölck. Foto: Thomas Petri

 

MEDVIRKENDE

Helene: Bodil Jørgensen
Elisabeth: Rikke Wölck
Inge: Jannie Faurschou

 

Inde i enhver ældre person er en yngre person, der undrer sig over, hvad der skete

Jennifer Yane

Alle vil leve længe, men ingen vil være gammel.

Benjamin Franklin

Det er tåbeligt at lyve sig yngre. Hvorfor insistere på at ligne en slidt 30-årig, når du ligner en frisk 40-årig?

Maria Kohinoor Larsen

Hør Bodil Jørgensen, Jannie Faurschou og Rikke Wölck fortælle om deres eget forhold til det at blive ældre.

 

Jannie Faurschou, Bodil Jørgensen og Rikke Wölck. Foto: Thomas Petri

 

MÅSKE ER DEN BEDSTE TID GEMT TIL SIDST

Af Birgitte Possing, dr. phil. og forfatter til bogen 'Argumenter imod Kvinder'

Maddiker er et teaterstykke om, hvordan man som kvinde mister værdi og identitet med alderen. Forestillingens tre kvinder repræsenterer forskellige livsfaser fra 60-årsalderen til livets afslutning med alt, hvad dertil hører af forandringer, diskrimination fra andre og tilvækst af egne kropslige såvel som mentale skavanker, tab af familie og venner, mistet seksualitet og sygdomme, der kom til.

Folketeatret har spurgt mig, om jeg vil kaste et fagligt blik på kvinders aldring i dette program. Det kan jeg næppe tale fagligt om med nogen som helst vægt. Især fordi jeg ikke er aldersforsker. Jeg runder dog selv de 70 år i dette forår. Skal jeg tale om, hvad der sker med alderen, kan jeg derfor kun tale på egne vegne om det, jeg står på tærsklen til, og om det, jeg har set hos andre. Jeg har levet, arbejdet, ledet, rejst, forsket og skrevet i hele mit voksne liv. Hvad ved jeg om aldring? Ikke andet end det, jeg selv mærker. Skavankerne er begyndt. Sygdom har jeg haft, levet igennem og overstået. Gigt og nattekramper er så småt begyndt at lade mærke på sig. Men det er ikke dét, der fylder for mig. Det er ikke dét, jeg dvæler ved.

For måske er den bedste tid gemt til sidst? Det var titlen på den bog, som Lone Kühlmann redigerede og udgav i 1995, og som jeg selv var en af bidragsyderne til. Her drømte jeg blandt andet om at stå på toppen af Himmelbjerget og se ud over Verdenshavet og hver anden dag begive mig ned til brændingen for så at vende tilbage til bjerget. For jeg vidste, at jeg ved havet ville savne bjerget og på bjerget ville savne havet. Så kunne jeg lige så godt være undervejs hele tiden og dø på vejen. For det var og er stadig sådan, at det giver et særligt kick at længes, undres og anstrenge sig. Jeg skrev dengang for 27 år siden: “De øjne, der blir ved at kunne undres, holder aldrig op med at se. Derfor dør de ikke, som Einstein sagde. Og når jeg blir gammel, vil jeg stadig ha’ lov til at yde mit ypperste, selvom det kun måtte blive ganske lidt.”

Vi kan, som kvinderne i Maddiker gør det, sagtens føle, at alderen gør, at vi mister værdi i andres øjne. Selv om vi selv føler os klogere, visere og mere bredt funderede end nogensinde. Men selv om hverken kvinder eller mænd kan forhindre aldringen eller forfaldet, kan vi vel øve og anstrenge os på at leve så godt som muligt med det? Vi kan vel fortsætte med at undre os, være nysgerrige på vores omgivelser og os selv? Vi kan vel udfordre os selv, så vi holder ryggen rank helt til udgangen?

Vi kan i hvert fald lade os inspirere af andre, der har gjort det. I sorte stunder minder jeg mig selv om den kloge etnograf Henny Harald Hansen, der blev født i år 1900. Henny Harald Hansen blev i sin levetid et forbillede for mange kvinder. Hun havde fået to børn og havde gennem livet og efter sin skilsmisse uddannet sig som tegner, kunsthistoriker og arkæolog for til sidst at få en magistergrad i etnografi. Da var hun fyldt 51 år. Hun blev en pioner inden for etnografien, rejste i den muslimske verden, skrev mange bøger og holdt et utal af foredrag om klædedragtens historie og om kvinder i Irak, Bahrain, Iran og Egypten. Hun mødte sin omverden med respekt, empati og ydmyghed. Med et blik besjælet af ånd. Da hun selv blev gammel, rigtig gammel og syg, fremhævede hun sin alders styrke frem for dens gebrækkeligheder og iagttog den med et nysgerrigt blik. Som over 90-årig var hun næsten blind og kunne hverken gå eller spise selv. Alligevel var hun klar i mælet, da hun svarede på et spørgsmål fra en journalist om, hvordan hun havde det: “Jeg har det glimrende. Jeg er bare ved at give mine gaver tilbage.”

Henny Harald Hansen blev med sit åndfulde og værdige syn på verden efterstræbelsesværdig. Selv om vi ved, at vi ender som maddiker, kan vi løfte værdien af det aldrende liv og holde mismodet på afstand ved at iagttage forfaldet gennem det forundrede, nysgerrige og empatiske blik. Sådan kan vi også glædes over dette teaterstykke. Værdigt og med et gran af humor.

 

Alder er som at bestige et bjerg. Man bliver nok lidt forpustet, men får en langt bedre udsigt.

Ingrid Bergman

Bodil Jørgensen og Jannie Faurschou. Foto: Thomas Petri

Alder spiller ingen rolle, medmindre man er en ost.

Billie Burke

Bodil Jørgensen, Jannie Faurschou og Rikke Wölck. Foto: Thomas Petri

 

Hvis man når dertil, at man ikke længere lægger planer for fremtiden, kan man ligeså godt trække græstørvene over hovedet.

Lise Nørgaard

 

Bodil Jørgensen og Jannie Faurschou. Foto: Thomas Petri

 

OM FORESTILLINGEN

Manuskript: Rikke Wölck
Instruktion: Madeleine Røn Juul
Scenografi: Gøje Rostrup
Lyddesign: Michael Roger Hansen
Lysafvikling: Flemming Jensen
Sceneteknik: Knud Jacob Harteg
Sufflør: Lærke Foss
Forestillingsleder: Dorte Spanggaard
Teaterforlag: www.nordiska.dk

 

Det værste ved at blive ældre er, at ens jævnaldrende er blevet så frygteligt gamle.

Erik Dibbern

 

Bodil Jørgensen, Rikke Wölck og Jannie Faurschou. Foto: Thomas Petri

 

Alder beskytter ikke mod kærlighed, men kærlighed beskytter til en vis grad mod alder.

Coco Chanel

 

Rikke Wölck, Bodil Jørgensen og Jannie Faurschou. Foto: Thomas Petri

 

Det eneste, der kræves for at blive gammel, er, at man lever længe nok.

Ukendt