Shakespeares mest berømte superstar lander i Ørstedsparken til sommer.
Hamlet – et smertens ikon – som en anden David Bowie eller Lady Gaga. En selvvalgt outsider, der vender op og ned på alting, fordi alting har vendt op og ned på ham.
SHAKES har i år samlet sit hidtil yngste hold, og de kaster sig ud i et rent flamboyant SHAKES-attack uden livrem; corona-genfødte, unge, smækre og frygtløse.
Kom med til den ondeste teaterfest i Ørstedsparken med outrerede kostumer og masser af skønsang, in-your-face-humor og publikumskontakt skruet op til max, uden sprit og mundbind.
Alle er velkomne! Det er gratis! Der er kærlighed til alle!
Hamlet spiller i Ørstedsparken fra 28. maj til 24. juni, tirsdag til lørdag kl. 18.30.
Efter spilleperioden i Ørstedsparken kan Hamlet opleves på Bellahøj Friluftsscene den 25. juni kl. 18.30, den 28. juni kl. 18.30 i Thisted, den 29. juni kl. 18.30 i Vejle og endelig den 29., 30. og 31. juli kl. 18.30 i Helsingør.
Manuskript: Thomas Markmann frit efter Shakespeare
Instruktion: Thomas Hwan og Mads Riisom
Scenografi: Julie Forchhammer
Koreografi: Simon Glæsel
Medvirkende: Ari Alexander, Tue Lunding, Sofia Čukić, Niels Dampe
Lyddesign/lydafvikler: Philip Munksgaard Meedom
Hamlet er produceret i samarbejde med Scene42.